MUSIK I GRYDEN LUKKER
GGIF sender denne pressemeddelelse
2. november 2024
Efter 20 år med Musik i Gryden er det desværre tid til at sige stop, mener arrangørerne bag festivalen.
Musik i Gryden så første gang dagens lys i 2004, hvor de 3 daværende formænd i GGIF Kurt Holm, Chris Ælmholt og Bent Kirkegaard tog initiativ til, hvad der skulle vise sig at være startskuddet til Grindsteds største havefest. Utallige af de største bands i Danmark har gennem årene været turen forbi gryden.
Men nu er det desværre tid til at sige stop mens legen er god, mener de 3 foreninger GGIF Fodbold, Gymnastik og Håndbold som står bag koncerten. -Vi er kommet til et punkt, hvor det økonomisk ikke er forsvarligt at forsætte, udtaler Rikke Kirkegaard fra GGIF Gymnastik. -Vi er alle tre foreninger sat i verden for at tilbyde idræt til børn og unge i Grindsted, supplerer Flemming Pedersen fra GGIF Håndbold. -Det kan vi som foreninger ikke risikere at sætte over styr, fordi vi også skal være festival arrangører.
Musik i Gryden har i rigtig mange år været et stort supplement til de 3 foreningers økonomi. Efter Corona epidemien er omkostningerne til at drive festivalen dog blevet højere, end vi har kunne hente ind gennem billetprisen og salg af mad- og drikkevarer. Det førte til et underskud på 350.000 kr. i 2023, mens det for 2024 heldigvis blev til et overskud på 150.000 kr. til deling mellem foreningerne. I disse tal, er der ikke indregnet løn, til de hundredvis af frivillige som år efter år har lagt en kæmpe indsats for at få koncerten afviklet.
Koncerten i 2024 blev en kæmpe succes med 3.500 deltagere, perfekt festival vejr og rigtige mange roser til musikprogrammet både før og efter koncerten, hvor det igen også var muligt at høre lokale bands at spille. -Hvis vi kunne gentage 2024 koncerten igen i 2025, men hvor vi rammer en rigtig regnvejrsdag, så står vi tre foreninger til et kæmpe underskud. Det vil gå ud over vores tilbud til vores medlemmer, som primært er børn og unge, og det kan vi ikke forsvare udtaler Mathias Vips fra GGIF Fodbold. -Arbejdsindsatsen og den økonomiske risiko hænger desværre ikke sammen mere.
Foreningerne bag Musik i Gryden vil gerne sige Ronni Sebastian Lade Eriksen, som var tovholder på festivalen for 2024, en kæmpe tak for at gentænke festivalen og for de hundredvis af timer som Ronni har lagt i at afvikle koncerten i 2024. Ligeledes en kæmpe tak til alle de frivillige som igennem årene har brugt ferier, uger og weekender for at realisere Grindsteds største havefest. Det har været kæmpestort og vi er virkelige kede af at måtte tage denne beslutning siger de 3 formænd samstemmende.
Den største tak skal dog gå til det trofast publikum i Musik i Gryden, overfor hvem vi er rigtig kede af at skulle komme til denne beslutning.
GGIF Fodbold, GGIF Gymnastik, Grindsted og GGIF Håndbold
Fakta om Musik i Gryden
Endags koncert arrangeret af fodbold, gymnastik og håndbold i Grindsted GIF. Et koncertudvalg står bag arrangementet på Grindsted Stadion (Gryden) og omkring 500 involverede frivillige ligger rigtig mange arbejdstimer for, gennem en god koncertoplevelse at tjene penge til ungdomsarbejdet i GGIF. Mange frivillige har været med i alle år. Der er plads til 4.500 gæster i Gryden, hvor der er gjort særdeles meget ud af forholdene, gode varierede madtilbud og fine toiletfaciliteter.